Kvindeblik
– 𝐤𝐯𝐢𝐧𝐝𝐞𝐤𝐫𝐨𝐩𝐩𝐞𝐧 𝐬𝐨𝐦 𝐤𝐫𝐚𝐟𝐭𝐟𝐞𝐥𝐭
Gimsing Hoved Kunst og Kultur Center, Struer
FERNINSERING m/ journalist Petra Nagel fredag kl. 16
ARTISK TALK modereret af Petra Nagel lørdag kl.15
Hvad sker der, når fire kvindelige kunstnere bringes sammen for at skabe en udstilling med fokus på kvinden og kroppen?
Er det feministisk kunst?
Ja! For feminismens fornemmeste formål er at nedbryde patriarkatets overfokusering på manden ved at tildele kvinder den samme ret til at udtrykke og udfolde sig. De fire kunstnere i denne udstilling bruger netop denne frihed til at skabe det, de brænder for at dele med verden, og vil alene i kraft af sin selvaktualiserede stemme bære et feministisk ståsted. Udstillingen viser forskellige perspektiver på kvindekroppen, fra kampen for selvbestemmelse og kropsaccept til retten til at definere sin egen identitet. Her væves personlige erfaringer ind i fortællinger om autonomi, frihed og modstand, og undersøger hvordan både kroppe og natur udsættes for kontrol, projektioner og udnyttelse. Det perspektiv peger mod en økofeministisk forståelse af kroppen som en del af naturens levende netværk og som portal til noget oprindeligt – både urgammelt og nyt – i en tid præget af kunstighed og tab af tilknytning til naturen.
Kunstnerne insisterer på at fastholde deres egne erfaringer som værdifulde vidnesbyrd, der bringer det feminine tilbage i centrum og udfordrer narrativer, hvor kvindelig erfaring er gjort sekundær. Udstillingen skaber et rum, hvor mod, sårbarhed, styrke og solidaritet forenes i en levende fortælling om kvindekroppen som kraftfelt for forandring.
𝐊𝐮𝐧𝐬𝐭𝐧𝐞𝐫𝐧𝐞
𝐋𝐨𝐧𝐞 𝐌ø𝐫𝐜𝐡 – 𝐤𝐮𝐧𝐬𝐭𝐧𝐞𝐫, 𝐟𝐨𝐭𝐨𝐠𝐫𝐚𝐟 𝐨𝐠 𝐟𝐨𝐫𝐟𝐚𝐭𝐭𝐞𝐫.
Lone Mørch arbejder i spændingsfeltet mellem krop, landskab og fortælling. Hun er optaget af fotografiets, fortællingens og naturens forvandlende kraft og bruger ofte landskabet som medskaber for både kunstneriske og personlige processer. Med afsæt i økofeministisk tænkning skaber hun billeder, hvor kvindekroppe og naturens former fletter sig sammen i et levende billedsprog, som søstre i en fælles økologi, hvor det poetiske møder det politiske, i et forsøg på at genforbinde os med det vilde, det sårbare og det oprindelige i os selv og i verden. Hun har talt på TEDxAarhus om blikkets magt, og hendes værker og essays er udstillet og publiceret i Danmark og internationalt. Hendes bøger tæller den prisvindende erindringsbog Seeing Red: A Woman’s Quest for Truth, Power and the Sacred (2013) og fotobogen Embody (2018), som dokumenterer et årti med intime portrætter, der udforsker kvindelig identitet og frigørelse.
𝐋𝐨𝐭 𝐖𝐢𝐧𝐭𝐡𝐞𝐫
Lot Winther arbejder i spændingsfeltet mellem krop, identitet og relationer. Hun undersøger kroppen som både motiv og redskab – et sanseligt og symbolsk værktøj til at udforske intimitet, magt og sårbarhed. Gennem maleri, installationer og performative formater skaber hun rum, hvor det personlige møder det politiske, og hvor beskueren inviteres til at deltage snarere end blot at observere. Hendes praksis er forankret i det taktile og processuelle, hvor materialer, følelser og kroppe får lov til at forme værket. Inspireret af renæssancens billedsprog arbejder hun i spændingsfeltet mellem skønhed og kritik, blødhed og konfrontation. Hun har udstillet i Danmark og internationalt, bl.a. i Chile og USA, og har været artist-in-residence ved ARoS, GRACIA i Guatemala og La Wayaka Current i Atacama-ørkenen. Hun er repræsenteret af Galleri TESE i Aarhus og Galeria Talentum i San José.
𝐅𝐫𝐞𝐝𝐞𝐫𝐢𝐤𝐤𝐞 𝐇𝐚𝐯𝐞
Frederikke udfordrer grænserne for traditionel kunst og skaber en dybere forbindelse mellem beskueren og værket. Hun skaber værker, der er visuelt tiltalende, men som også er en oplevelse, der taler til sanserne. Poesi kombineres med penselstrøg. Hendes værker fungerer ikke blot som dekorative element, men bærer dybere mening og formidler noget – noget, der skaber en dialog og en
fornemmelse og som inviterer beskueren til at gå på opdagelse og mærke. Hendes værker er en rejse ind i en verden af følelser og refleksioner. Hvert værk er en
fortælling, der stræber efter at give et varigt indtryk.
𝐂𝐡𝐚𝐫𝐥𝐨𝐭𝐭𝐞 𝐖𝐞𝐢𝐥𝐞
Charlotte Weile er skulptør. Charlottes udtrykssprog er feministisk brutalisme. Råt og fragmenteret, men med klare associationer til kvindekroppen. Det lægger op til at tilskuerne selv gør fortællingen færdig. Der bliver ikke anglet efter ros, men eftertænksomhed og holdning. Med Charlottes baggrund som plastikkirurg skabes der her en anderledes og interessant vinkel i arbejdet med kroppen, som kunstnerisk inspiration og motiv. Charlotte har desuden har lavet bogen RE:KONSTRUKTION , en bog om at finde ud af hvem man er som kvinde efter et brystkræftsforløb, særligt med udgangspunkt i at kroppen er blevet forandret. I kunstbogen har Marie Hald lavet fotoportrætter af 51 kvinder.